Jeg er blevet udfordret af Conny til en lille bogstafet, som jeg med glæde vil bidrage til.
Hvilken bog har betydet mest for dig? Enten som læseoplevelse eller 'aha'oplevelse?
Jeg har altid været en læsehest, så der er mange bøger at skulle vælge mellem, når jeg skal vælge én bog, der har betydet mest for mig. Jeg har dog taget en beslutning og valget er Forføreren af Jan Kjærstad.
Jeg mindes at jeg var så intenst optaget af bogen, at jeg næsten ikke kunne slippe den, før sidste side var læst.
Det jeg husker allerbedst er beskrivelsen af hovedpersonen Jonas Wergelands møde med Mount Sinai i Egypten. Her beskriver Kjærstad så flot den overvældende natur, man møder på turen op ad Moses bjerget. Det at jeg selv har taget turen mod bjergtoppen i nattens mørke, gjorde bare bogen endnu mere spændende.
Ligesom hovedpersonen er overvældet af den flotte udsigt, der venter én på toppen, lige så fascineret var jeg. Jeg nåede toppen ved morgengry, hvor jeg oplevede den flotteste solopgang nogensinde.
Og det var dejligt, at bogen kunne give mig denne dejlige oplevelse tilbage.
Hvilken genre læser du mest? Romaner, krimi, biografier, digte, eller noget helt femte?
Jeg er stor fan af "spænding-fantasy-gyser-krimi-mystik-eventyr"-genren. Og jeg har, siden jeg var helt lille, været bidt af en gal vampyr. Det vil sige, at jeg læser alt, hvad der handler om vampyrer. For nogen er dette sikkert en underlig hobby at have, men for mig er det spændende litteratur om væsner, som man kan vælge at tro på eller ej. Jeg tror ikke på dem selv, men elsker alligevel at fordybe mig i litteraturen om vampyrer, hvor man kan læse alt om disse væsners verdener.
Hvis jeg skal anbefale nogle vampyrbøger, som har været en tur på mit natbord, vil jeg nævne Bram Stokers Dracula, Dan Turèlls underholdende bog om Alverdens vampyrer, Anne Rice's En vampyrs bekendelser og Elizabeth Kostovas Historikeren.
Jeg er også fan af J.K. Rowling og læste Harry Potter-bøgerne i et hug, og går nu venter med spænding på den sidste bog. J.R.R Tolkiens Ringenes herre blev også læst med stor begejstring.
Af favorit-børnebøger ligger billedbogen Mis med de blå øjne af Egon Mathiesen på første pladsen. Det er efterhånden blevet til et fast gaverituale fra mig, når venner og familie får børn - da man som barn ikke vokse op uden at kende til Mis med de blå øjne, hvis det står til mig.
En anden dansk børnebogsforfatter som virkelig fascinerer mig er Kim Fupz Aakeson. Jeg var en gang til fordrag med forfatteren, hvor han læste op ad sin seneste bog den gang, som hedder Min uartige mund. Og jeg faldt pladask for hans charme og synes han er fantastisk underholdende.
Jeg glæder mig til, når jeg en dag skal læse hans bøger op for mine egne børn.
Hvilken bog læste du sidst?
Jeg læste Historikeren af Elizabeth Kostova
Hvilket køn er du?
Jeg er da en rigtig daaame :-)
Jeg håber på, at Fætter And og Stine vil tage opfordringen op.